Nordomatic opkøber Pro Bygningsautomatik og styrker positionen på Sjælland

Nordomatic opkøber Pro Bygningsautomatik i Rødovre. Opkøbet skal styrke Nordomatics position i København og på Sjælland og samtidig samle to virksomheder med komplementære kompetencer og en fælles kultur.

Nordomatic har opkøbt Pro Bygningsautomatik som et vigtigt led i udviklingen af både Nordomatic og Pro Bygningsautomatik. Det fortæller Ketil Juul, der er Country Director for den danske afdeling af Nordomatic.

– Formålet med opkøbet er først og fremmest at styrke vores position i København og på hele Sjælland. Pro Bygningsautomatik har samtidig nogle stærke kompetencer, som kan bidrage positivt til vores videre udvikling – ikke mindst inden for integration. Omvendt kan vi tilføre Pro Bygningsautomatik og deres kunder yderligere ydelser inden for blandt andet service og connectivity. Derfor ser vi et meget stærkt match mellem de to virksomheder, siger Ketil Juul.

Pro Bygningsautomatik har base i Rødovre og beskæftiger 29 medarbejdere. Virksomheden har gennem mere end 20 år opbygget en stærk position inden for CTS og bygningsautomatik og arbejder med både projekter, integration, modernisering, energioptimering samt service og vedligeholdelse.

Virksomheden er særligt stærkt forankret i hovedstadsområdet og har erfaring med at komme tidligt ind i projekter og udvikle løsninger i tæt samarbejde med rådgivere, ingeniører og øvrige tekniske fag. Hertil kommer en erfaren projektafdeling og en veletableret serviceorganisation.

For Pro Bygningsautomatik kommer opkøbet på et tidspunkt, hvor virksomheden stod over for at planlægge sin næste vækstfase.

– Da Nordomatic henvendte sig, gav det god mening at tage dialogen. Vi fandt hurtigt ud af, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Det, vi ville få brug for i vores næste vækstfase, har Nordomatic allerede i organisationen, mens vi til gengæld kommer med en stærk lokal position og kompetencer, som kan styrke Nordomatic yderligere på Sjælland, siger Allan Hansen, salgschef og medejer af Pro Bygningsautomatik.

Fælles kultur er en vigtig del af matchet

Ifølge Nordomatic handler opkøbet ikke alene om at samle kompetencer og skabe større kapacitet på markedet.

– De forretningsmæssige synergier er selvfølgelig vigtige, men det er mindst lige så afgørende, at virksomhederne passer godt sammen menneskeligt. Vi kan se mange ligheder i den måde, vi arbejder på, i medarbejderkulturen og i de værdier, der præger begge organisationer. Det giver et stærkt fundament for at udvikle forretningen sammen, siger Ketil Juul.

Sammen vil Nordomatic og Pro Bygningsautomatik stå stærkere i konkurrencen om både større og mere komplekse projekter i København og på resten af Sjælland.

Samtidig får Pro Bygningsautomatiks eksisterende kunder lettere adgang til Nordomatics landsdækkende organisation og et bredere udvalg af ydelser inden for bygningsautomatik, service og connectivity.

Pro Bygningsautomatik blev stiftet i 2001 under navnet SND Danmark. I 2005 trådte Bjarne Nielsen og Ole Brenting ind i ejerkredsen efter flere års tæt samarbejde med Pro Ventilation og siden 2011 har virksomheden været en del af Pro Gruppen

Virksomheden er i dag teknikhus for blandt andre Tridium, iSMA, TREND og Regin og servicerer en bred vifte af professionelle kunder.

Med opkøbet fortsætter Pro Bygningsautomatik sin udvikling som en del af Nordomatic – med ambitionen om at kombinere lokal tilstedeværelse og stærke faglige kompetencer med en større organisations kapacitet, ydelser og landsdækkende rækkevidde.

Om Pro Bygningsautomatik

Stiftet: 2001 under navnet SND Danmark. Siden 2011 en del af PRO|GRUPPEN.

Nuværende ejere:
Ole Brenting
Michael Hansen
Mikkel Thostrup
Allan Hansen

Hovedkontor: Rødovre

Medarbejdere: 29

Forretning: Specialist i CTS og bygningsautomatik med kompetencer inden for projekter, integration samt service og vedligeholdelse af CTS-anlæg. Virksomheden arbejder leverandøruafhængigt og med løsninger på tværs af forskellige automatiksystemer.

Teknologier: Pro Bygningsautomatik er teknikhus for blandt andre Tridium, iSMA, TREND og Regin.

Kundesegmenter: Professionelle kunder inden for blandt andet pharma, hotel, kontor, proces, institutioner, butikker, sundhed, køkken og sport.

Adresse: H.J. Holst Vej 20-22, 2610 Rødovre

Website: probygningsautomatik.dk

Om Nordomatic

Nordomatic er specialiseret i intelligente løsninger til bygningsautomatik og hjælper ejendomsejere og -operatører med at optimere bygningers drift, indeklima og energieffektivitet. Virksomhedens løsninger spænder over hele bygningens livscyklus – fra integration og opgradering af Building Management Systems til service, support og software. Nordomatic kombinerer intelligente BMS-løsninger (iBMS) med sin iBOS-software og arbejder med en produkt- og leverandøruafhængig tilgang.

Nordomatic har hovedkontor i Stockholm og mere end 1.200 medarbejdere fordelt på over 30 lokationer. Virksomheden er repræsenteret i Sverige, Danmark, Norge, Storbritannien, Belgien, Holland, Letland, USA og Indien.

Navn: Nordomatic

Stiftet: 1967 i Sverige

Hovedkontor: Stockholm, Sverige

Branche: Bygningsautomatik og smart building-teknologi

Kerneydelser: iBMS-integration og -opgraderinger, service samt iBOS-software

Medarbejdere: Mere end 1.200

International tilstedeværelse: Sverige, Danmark, Norge, Storbritannien, Belgien, Holland, Letland, USA og Indien

CEO & President: Toke Kjær Juul

CFO: Johan Rönström

Website: nordomatic.com